Viser opslag med etiketten mad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mad. Vis alle opslag

tirsdag den 26. april 2011

Til morgenmad


Nu er det ikke fordi der skal gå total madblog i den, men hvis der sidder andre derude, der også savner noget andet end cornflakes og havregryn til morgenmad, ville jeg lige videregive denne opskrift, jeg har fra bogen Køkken revolution på høje hæle. Det er virkelig nemt, og så smager det rigtig godt! Det eneste du skal bruge er kogte byg (kog en god portion om aftenen, stil den i køleskabet og du har til flere dage) og en neutral yoghurt - bogen anbefaler en fåremælksyoghurt, men det har jeg ikke selv kunnet finde. Vurdér selv hvor stor en portion du lige kan spise (det mætter godt), og bland byg med yoghurt og nogle gode drys kanel og vaniljepulver (ikke det samme som vaniljesukker). Så kan du tilsætte frisk frugt, rosiner, nødder eller hvad du lige lyster, og så er der ellers serveret!

lørdag den 23. april 2011

Hvid chokolade cheesy cake med hindbær


I går blev det tid til at afprøve en af opskrifterne fra Raw Cake bogen, som jeg fik i fødselsdagsgave. Eller faktisk har jeg jo allerede tidligere prøvet bogen af, men nu syntes jeg, at jeg ville prøve en af de mere avancerede kager - og det blev så denne raw fortolkning af en cheesecake. Det er en kage i den dyre ende, især hvis man som mig skal ud og investere i stort set alle ingredienser, men til gengæld smager den også rigtig godt. Ifølge opskriften skal man bruge en springform på 16 cm i diameter, men da det mindste jeg havde var en silikoneform på 19 cm, brugte jeg den og lavede en lidt større portion i stedet. Men her kommer opskriften til en form på 16 cm (med mine tilføjelser):

Kagebund:
1 dl paranødder
1/2 dl dadler, uden sten
1 tsk kokosolie
1/2 dl kokosmel

Fremgangsmåde: Hak nødderne groft og blend derefter dadlerne med kokosolien. Jeg syntes det var lidt besværligt at blende så lidt, så jeg hakkede i stedet dadlerne så fint, jeg kunne, og rørte det derefter sammen med kokosolien. Rør nu nødder og kokosmel sammen med dadelmassen, beklæd bunden af formen med bagepapir og fordel massen deri. Stil den koldt (køleskab) mens du tilbereder det næste.

Cheesycreme:
5 dl cashewnøder udblød i vand i mindst en time (!!)
1/2 dl vand
1/2 dl citronsaft
1/2 dl agavesirup
1 dl kokosolie
1/2 dl kakaosmør
1 tsk vaniljepulver
3/4 tsk himalayasalt (eller bare almindelig salt, hvis du ikke går så meget op i at det er 100% raw food)

Fremgangsmåde: Blend først cashewnødder med vand og tilsæt derefter citronsagt, agavesirup, kokosolie, kakaosmør, vaniljepulver og himalayasalt og blend. Kakaosmøren var helt hård, så jeg valgte at gøre den blød i microovnen først (ikke særlig raw food venligt, but well). Hæld dernæst cremen over nøddebunden og stil den tilbage i køleskabet eller fryseren.

Hindbærpuré:
3 dl friske eller frosne hindbær
3 spsk agavesirup
2 tsk fintmalede HUSK psylliumfrøskaller

Fremgangsmåde: Blend hindbær, agavesirup og psylliumfrøskaller og hæld puréen over den stivnede kage og stil den i fryseren. Når kagen er helt frossen, kan du tage den ud af formen - at putte den i en silikoneform i stedet for en springform kan faktisk virkelig anbefales. Stil den på et fad i købeskabet, og når den er tøet op, er den klar til blive spist. Ganér evt. kagen med frisk frugt inden servering.

søndag den 27. marts 2011

Fødselsdagsfest


I går fejrede jeg min fødselsdag med en håndfuld veninder, hvor jeg blandt andet lavede de her chokolade cupcakes fra A Piece of Cake bogen. De blev ikke de bedste cupcakes, jeg nogensinde har jeg lavet, men dårlige blev de bestemt heller ikke. Men okay, det er altså også ret svært at slå Oreo cupcakes.

tirsdag den 15. marts 2011

Endnu én


Jeg har tidligere fortalt om min svaghed for kogebøger, og i går blev min svaghed endnu engang sat på prøve i Netto - jeg endte selvfølgelig med at bukke under. Et fuldstændig impulskøb var det dog alligevel ikke helt, jeg har nemlig tidligere kigget i denne bog på biblioteket, hvor jeg også dengang var ret begejstret. For det er altså virkelig en genial kogebog. 365 hverdagsretter fordelt på årets 365 dage. Hvilket vil sige, at du ikke kun får 365 opskrifter, men du får også nogle opskrifter, der er følger med årstiderne, og hvor du ved hver 7. opskrift vil finde en "lørdagsret", der er lidt mere tidskrævende at lave end de andre dage - det er da genialt. Eneste minus for en som mig, der snart flytter hjemmefra og skal bo alene, er at de fleste opskrifter er beregnet til 4 personer. Men jeg er nu alligevel sikker på, at den bliver en af mine absolutte favoritkogebøger, når den tid kommer. Den kostede forresten kun 95 kr.

søndag den 6. marts 2011

Fødselsdag og blåbærtærte


I går havde min mor fødselsdag, så derfor stod jeg for at lave aftensmad og kage. Kagen blev denne blåbærtærte fra A Piece of Cake serveret med blød vaniljeis, og som man kan se faldt den i meget god jord (vi var tre mennesker). Selvom det kun er anden gang, jeg prøver en af opskrifterne fra A Piece of Cake af, er det allerede blevet en af mine yndlingskogebøger, for nej hvor er det bare nogle gode kager, der kommer ud af den. Første gang lavede jeg hendes brownie, som var så overvældende god, at jeg skal lave den igen, når vi skal holde familiefødselsdag. Så hvis du er glad for at bage (eller bare kage), så køb den, køb den, køb den! Punktum.

søndag den 16. januar 2011

Raw Cake - the Brownie


For nogle uger siden lånte jeg denne bog på biblioteket, og i går fik jeg så endelig afprøvet en af opskrifterne - nemlig den kendte brownie, som Caroline Fibæk har opfundet til café 42°Raw i kbh. Modsat nogle af de andre opskrifter i bogen, er den her nem at lave, da den kun kræver en blender og en firkantet form. Jeg tilpassede dog opskriften undervejs, så her kommer altså min version af opskriften:

Ingredienser:
1,5 dl kokosolie.
600 g friske dadler (svarer til en æske af dem man kan finde i de fleste supermarkeder, hvor dadlerne, der stammer fra Iran, ligger lag på lag i en papæske).
1,5 dl kakaopulver (hvis man vil lave en kage på raw food principperne, skal man bruge rå kakaopulver i stedet).
1 knsp himalayasalt (forskellen på alm. salt og himalayasalt er, at himalayasalt ikke er raffineret. Så man kan altså sagtens bruge alm. salt, hvis man ikke går så meget op i raw food principperne).
0,5-1 dl vand.
200 g paranødder.
200 g blåbær.
2 dl kokosmel.

Fremgangsmåde:
Udsten dadlerne og kom dem, kokosolie, salt og kakaopulver i en blender. Blend til en ensartet masse (det kan være nødvendigt at blende lidt af gangen i små portioner) og tilfør imens vand lidt af gangen til konsistensen er blød og cremet. Hak nødderne groft, rør dem i dejen og fordel den i en form, så kagen er ca. 3 cm tyk. Stil den herefter i køleskabet. Nu er det tid til at lave pynten. I bogen bruger de gojibær, men dem kunne jeg ikke finde friske, så i stedet brugte jeg blåbær, hvilket også kan anbefales. Kør blåbær og kokosmel igennem en persillehakker eller kaffekværn eller hak dem blot fint. Fordel over kagen, når den er nået at blive mere stiv, og så er den ellers klar til at blive serveret. Og den smager dælme godt, skal jeg lige huske at sige. Dog nydes den bedst i små portioner, da den ellers hurtigt bliver for meget af det gode.

onsdag den 12. januar 2011

Jeg kan ikke gøre for det


Men jeg elsker at lave mad (især desserter og kager), og jeg elsker elsker elsker at kigge i kogebøger, og jeg bliver derfor også evig og altid fristet, når jeg er i min lokale Netto. For udover at der ofte er et par kogebøger på tilbud i nettoavisen, så har de også altid bøger tilbage fra de andre uger - ofte sat endnu mere ned. Med en pris på 75 kr. kunne jeg derfor heller ikke lade denne fine bog ligge, som normalt har en butikspris på 299 kr, og den er nu tilføjet min snart meterlange samling. Hvis man ikke har lyst til at bruge mange penge på kogebøger eller gider have en masse liggende, vil jeg dog lige videregive det tip at gå på biblioteket, de fleste har faktisk et rigtig godt udvalg. Så behøver man ikke betale penge for kogebøger, og så kan man låne en ny, når man vil prøve en anden slags mad. Easypeasy!

onsdag den 15. december 2010

Frokost på Rå Bar


Da vi i går var ude og juleshoppe var vi forbi den nye Rå Bar på Vester Allé 15 for at få frokost. Vi havde ikke været der før, så vi troede først, at vi var gået forkert, da den er lidt svær at finde. Den ligger nemlig ved siden af Atlas og bagved Voxhall med indgang til åen - ikke et sted man opdager, medmindre man ved, at den ligger der. Vi havde som sagt ikke været der før, så vi vidste ikke helt, hvad der ventede os. Men nørj, hvor er det lang tid siden, at jeg har haft en så god og spændende madoplevelse. Vi blev mødt af det sødeste personale, der tog sig tid til at forklare og fortælle, og maden var virkelig virkelig god. Vi bestilte begge to en sandwich 1 med laksemousse til 65 kr. For 20 kr ekstra får man en bolle lavet på ægte raw food manér, men vi valgte nu altså den traditionelle bolle, som stadig var økologisk, hjemmelavet og rigtig god. Caféen er 100% økologisk, men som vi også oplevede er den ikke 100% raw food. Men det synes jeg nu faktisk er rigtig fint, da det bliver lidt mindre fanatisk og nemmere at følge med, for os som ikke har prøvet det før. Det er helt sikkert et sted, jeg vil komme igen mange gange, og jeg kan kun anbefale at man kigger forbi og prøver stedet - også selvom man måske er lidt skeptisk. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til næste gang, hvor jeg helt sikkert skal prøve en af deres kager!

søndag den 9. maj 2010

Cupcake projekt



Det her er uden tvivl det mest besværlige (og irriterende) cupcakeprojekt jeg nogensinde har lavet. Jeg købte for noget tid siden bogen Hello, Cupcake!, og det var altså en opskrift i den, der skulle afprøves. Jeg startede med at bage kagerne i går, og for en times tid siden blev jeg så endelig færdig med pynten. Og nej, hvor var det bare svært og tidskrævende. For det første var der en del af pynten, jeg ikke kunne få, og for det andet gik den grønne frosting i vasken, hvilket betød, at jeg ikke kunne pynte med den på den måde, som egentlig var meningen. Øv. Taget det i betragtning blev de vel egentlig meget fine, men jeg håber nu alligevel, at næste omgang bliver en lidt større succes. Og til dem der skulle være i tvivl, så forestiller de grønne cupcakes græs, mens de brune skal forestille kaniner, der hopper ned i huller i jorden (se hvordan de rigtig skulle have set ud her).

mandag den 22. marts 2010

Oreo cupcakes


Endnu en omgang cupcakes. Opskriften har jeg fundet her.