Daft fucking Punk

Jeg kan slet ikke forstå (ja jeg bliver faktisk fornærmet), når folk skrotter de Daft Punk sange, jeg ellers lige har valgt, til fester. Og den fest bliver så hurtigt forvandlet til en ikke-fest for mig, fordi jeg ikke kan høre det musik jeg ønsker (okay, så slem er jeg ikke helt, men det er tæt på). Videoen ovenover er fra albummet Alive med Daft Punk, som klart er en af mine farvoritcd'er i reolen. Lige meget hvilket tidspunkt af døgnet jeg sætter den på, så bliver der fest i mit hoved. Mest af alt ville jeg dog ønske at jeg selv var til Alive-koncerten i 2007, men min fascination af de to franskmænd kom desværre for sent. Jeg ønsker dog stadig brændende at jeg en dag vil stå foran scenen til en Daft Punk koncert, det ville simpelthen være årets fest. Og på en eller anden måde en uopnåelighed? For for mig er Daft Punk virkelig indbegrebet af mystik, og måske er det der stadig holder min interesse? For jeg vil opleve dem!